Sådan skriver du en god jobansøgning!

Identitet – Det er vigtigt at huske, at ansøgningen er vores allerførste møde med dig som jobsøger. Vi ser efter identitet. Hvem er du som ansøger? Ikke bare i forhold til faglig kompetence - men i forhold til personlighed.

Personlighed er vigtigt i forhold til at finde et rigtig match både for dig og virksomheden, og det er noget, vi tager meget seriøst. Der findes ingen facit på, hvem den rette ansøger er, fordi en junior kan ofte være et mere korrekt valg end en senior for nogle virksomheder eller omvendt. På samme måde som en udadvendt person ikke nødvendigvis trumfer en introvert person. Det vigtige er, hvordan du vælger at fremhæve de rigtige styrker i forhold til det job, som du søger, og at du fremstår som ærlig og oprigtig.

Du er garanteret helt fantastisk. Men det skal ansøgningen også være. Hvis du ikke er i stand til at formidle skriftligt, hvorfor virksomheden skal vælge dig, så hjælper det ikke at være fantastisk til en eventuel samtale.

Ud over at fremhæve de rette styrker, er det vigtigt, at du gør dig bekendt med virksomheden på forhånd. Du bør have et bevidst forhold til, hvem du faktisk henvender dig til, når du skriver ansøgningsteksten. Brug tid på at læse op på virksomheden, du ønsker at arbejde for. Hvad leder virksomheden efter? Hvilke behov skal du dække? Tænk over, hvordan du forestiller dig, at dette passer til din profil, dine evner og dine styrker.

Man opdager hurtigt, om ansøgningen er standardiseret, eller om jobsøgeren har taget sig tid til at arbejde med ansøgningen og tilpasset den til stillingen. Det er ofte en afgørende faktor for, om ansøgerne kommer med i selve ansættelsesprocessen.

Derfor handler det ikke bare om evnen til at tilpasse sig den enkelte virksomhed. Det handler om identitet.

Sprog – Sprog er alfa og omega, når det kommer til ansøgning. Det er vigtigt, at man evner at sætte sig ind i, hvilken tone ansøgningen er skrevet i. Brug altid samme sprog i ansøgningen som i stillingsopslaget. Det viser, at du har forstået, hvad vi ser efter. Er ansøgningen kreativ, så svarer du kreativt. Er tonen i stillingsopslaget mere formel, så svarer du mere formelt. Det viser, at du har forstået, hvad vi søger efter.

Det gælder også om at holde teksten let og frit. Undgå unødige fyldeord, vær konkret og præcis, så er det let at læse ansøgningen igennem. Drop sætningen om, at du var bananskræller for 5 år siden, hvis det ikke er relevant.

Undlad at gentag dig selv og varier, hvilke ord du starter sætningerne med. Teksten bør ikke være for lang, så hold sideantallet nede. Det optimale er, om du klarer at holde dig relevant på kun én side. Det kræver naturligvis, at du er i stand til at holde indholdet skarpt, samtidig med at du fremhæver dig selv på en gode måde.

Indhold – Når det kommer til hvad du bør fremhæve, er det selvfølgelig vigtigt, at du besvarer spørgsmålene til krav og kompetence i stillingsopslaget. Giv gode grunde til, at netop din baggrund passer godt til det, de leder efter i stillingen.

Underbyg dine påstande med konkrete eksempler, så påstandene ikke bliver stående som typiske floskler. Fremhæv gerne gode resultater fra tidligere stillinger, og hvad du gjorde for at opnå disse.

Læs teksten grundigt igennem, og tjek at dine vigtigste kvalifikationer fremstår tydeligt, og vis engagement for stillingen. Skriv aldrig noget negativt om tidligere arbejdsgivere, det vil bare ende med at sætte dig selv i et dårligt lys.

Hvad siger ansøgningen om dig? – Vi kan ikke præcisere det nok. Du må tag stilling til, hvorfor vi skal vælge dig. Hvis du ikke selv er tydelig omkring, hvorfor vi skal vælge dig, hvordan skal du så kunne formidle det til os? Tænk på din ansøgning som en kontaktannonce. Skru op for charmen!

Undlad at undervurdere dig selv, og fokuser på det, du kan tilbyde - ikke de ting, du ikke kan. Overvej også hvordan vil du være en ressource for virksomhedens sociale miljø?

Og du… Skriv dit navn korrekt, det er en god start 😊